tirsdag den 21. maj 2013

Koldhævet morgenboller

Når jeg bager en portion laver jeg ofte dobbelt op i forhold til hvad vi kan spise i weekenden. Dels fordi der så er nogle gode boller i fryseren enten til næste weekend eller til noget brød til aftensmaden i løbet af ugen. Samtidig så tager det ikke mange minutter ekstra at ælte 15 boller i stedet for 8 - opvasken er den sammen (og det er den som jeg synes er mest træls).






Så da jeg var igang med at bage nogle rugbrød (opskrift følger), og vores beholdning af morgenbrød var brugt op, tømte jeg endnu mere ud i melresterne. Hvis du ikke har tiden til at lade dejen hæve i natten over, kan du tilsætte dobbelt mængde gær, og blot lade dejen hæve 1 time før og efter du har formet bollerne.

Resultat blev nogle rigtig lækre boller til morgenmaden næste dag - som også passede perfekt til aftensmaden med smør og hvidløg.

ca 15 grove boller
100 g fuldkorns rugmel
225 g hvedemel
200 fuldkorns hvedemel
15 g gær
1 spk sirup
8 g salt
100 g hvedekerne (sat iblød i 1 dl vand i ca 1/2 time)
2 dl kærnemælk
ca 2 dl vand

Hvis du har tid, så kan du sætte hvedekerne i blød i 1 dl vand i ca 30 minutter. For mig passede det med tiden til at få æltet to rugbrød og kommet dem i forme, samt veje mel af til bollerne. Hvis du ikke har tiden til det, kan du  blot at tilsætte 1 dl vand ekstra i processen hvor dejen æltes.

Bland alt melen og smulder gæren i melet. Tilsæt sirup, hvedekerne samt kærnemælk. Ælt dejen sammen og tilsæt vand til at dejen begynder at blive blød. Så kommes salten i og dejen æltes i ca 10 minutter. Dejen kommes i køleskabet i 12-24 timer.



Da jeg tog dejen ud af køleskabet, hældte jeg den ud på et meldækket bord. Så skar jeg med dejskraberen dejen i 15 dele. Jeg lod ikke bollerne hæve inden de kom i ovnen, men satte dem direkte ind. De fik 25 minutter ved 200 grader.

Så var der en dejlig duft af hjemmebagte boller i huset :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Stort som småt - alle kommentar er velkommen :-)