onsdag den 26. juni 2013

Kærnemælkshorn (evt med nougat) a la brøderne Price

I længere tid har der stået kærnemælkshorn på min ønskeliste over ting jeg gerne vil bage. Så da jeg sidste fredags var på grænsehandel, stod der marcipan på indløbssedlen. I Real ved Flensborg faldt jeg over 1 kg bage marcipan til kun 3 €. Det er reelt persipan (dvs lavet på abrikos og ikke mandler som marcipan), men idet persipan skulle være bedre at bage med end marcipan, kom det med i kurven.

I weekenden googlede jeg så rundt for at finde inspiration til hvordan kærnemælkshornene skulle bages og hvilket fyld der skulle i. Grundopskriften på dejen blev Brd. Price's. For lang tid siden havde jeg set på Arla's hjemmesiden billede af kærnemælkhorn med nougat, så derfor skulle det også prøves.

Både kæresten og jeg så frem til at prøve det færdige resultat - det føltes som en meget lang ventetid, da hornene skulle afkøles. Men det var klart ventetiden værd. De smagte simpelthen super godt! Men dommen var også at dem med nougat var lige på grænsen til at blive for sød (kvalm).


Jeg fik rullet de første lidt for tyndt, men så kan man til gengæld spise to stk af dem - men ellers er det en kage, hvor man kun kan spise en :-)


ca 20-25 kærnemælkshorn:
500 g hvedemel
500 g smør
50 g sukker
2 dl kærnemælk

Fyld:
175 g smør
150 g sukker
250 marcipan
50 g nougat (kan undlades)
1 æg - til pensling

Dejen samles hurtigt og stilles på køl. Skal stå mindst et par timer, men kan også nemt stå en dag i køleskabet. Jeg ælter aldrig mørdej/tærtedej på maskinen, jeg ved faktisk ikke om det er muligt. Men idet det drejer sig om at undgå smørret bliver alt for blødt (og dermed vil suge endnu mere mel) arbejder jeg kun med hænderne, idet jeg dermed lettere kan mærke at nu er dejen færdig.

Pisk sukker og smør sammen til en ensartet masse, og stil den på køl ind til den skal bruges. Ved at jeg brugte persipan valgte jeg at skære ned på sukker (idet persipan er mere sødt end marcipan). Men ellers skal det være halv/halv i forholdet mellem sukker og smør.




Dejen rulles ud på et meldækket bord. Jeg valgte at rulle det ud i en cirkel på 30 cm. Så kunne jeg skære 8 trekanter ud af cirklen. Derved fik trekanterne en god størrelse - nemlig 15*15*10. Den første cirkel blev ca 2-3 mm tyk. Den næste 3-4 mm og de to sidste blev ca 5-6 mm tykke. Jeg vil anbefale at dejen har en tykkelse på ca 5 mm. For bliver dejen for tynd, bliver hornene også for små. Men det er naturligvis en smagsag.

Marcipanen delte jeg i 10 g stykker og rullede hvert stykke til en stang på ca 7-8 cm. På hver trekant kom jeg en teskefuld af remonce og trykkede marcipanen ned i den. Nougaten skar jeg i 8 skiver og lagde en skive på dejen inden remoncen kom på.

Hornene blev rullet sammen og jeg trykkede enderne sammen så der ikke var huller hvor fyldet kunne løbe ud. Pensel hornene med samme pisket æg og drys evt enten perlesukker eller mandelflager på. Jeg valgte at anvende små nøddestykker (som jeg også faldt over i Tyskland). Men det er ikke strengt nødvendigt - det er mere for at det skal se pænt ud end for smagen.

De blev bagt ved 180 grader i ca 25 minutter. Værd opmærksom de sidste par minutter idet de ikke må blive for brune



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Stort som småt - alle kommentar er velkommen :-)