fredag den 27. september 2013

Æbleboller

Lige nu er der fuld gang i æblesæsonen, vi er så heldig ikke blot at have et træ med gode spiseæbler, men også to store træer med vilde æbler. De vilde æbler har jeg lavet æblesmør af, og i den kommende weekend skal der laves æblesirup.





Der stod derfor en skål æbler på bordet da jeg i går aftes rørte en hurtig portion sammen til fredags morgenboller. Så kombineret med en rest cremefraiche og noget grahamsmel som skulle bruges, blev der lavet en portion æbleboller.


Resultatet blev en lækkert svampet bolle, som smagte rigtig lækker til morgenmaden. Normalt får vi ikke hjemmebagte boller om fredagen, men da kæresten skulle arbejde hjemmefra havde vi lige pludselig lidt ekstra tid. Hvorfor så ikke udnytte det til en hyggelig morgenmad på en hverdag.


ca 6 store æbleboller
3 dl grahamsmel (hvis du ikke har grahamsmel kan du anvende halv rugmel og halv hvedemel)
1 dl havregryn
2 dl hvedemel
2 spsk cremefraiche
4 1/2 dl vand
2 revet æbler
1 tsk salt
2 g gær


Bland meltyperne sammen og smulder gæren ud i dem. Riv æblerne fint og kom dem i melet. Tilsæt dernæst cremefraiche og vand og rør dejen sammen med en grydeske. Det bliver en forholdsvis tynd dej. Tilsæt til sidst salten og rør dejen igennem en sidste gang. Skal stå med film/låg over i 12-18 timer ved stuetemperatur.

Om morgnen hældes dejen ud på et meldækket bord og du folder siderne ind over midten. Skær bollerne ud i den størrelse du ønsker.

Jeg bagte dem ved 230 grader i 26 minutter. De kunne godt tåle og få et par minutter til - men husk, ingen ovn er ens.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Stort som småt - alle kommentar er velkommen :-)