onsdag den 16. oktober 2013

Rugbrød incl surdej


Det sidste lange stykke tid jeg har bagt rugbrød har det ikke været med surdej. Årsagen er at vi begge var kørt noget træt i smagen af surdejen i rugbrødet. Men derfor syntes jeg stadig denne opskrift skulle have en chance. Den fulgte med da jeg købte min rugbrødsform - som jeg kun kan anbefale, til trods for prisen. Brødet smutter bare perfekt ud af formen hver gang.


Min første dom var at nok kunne man ikke smage surdejen kraftig i dette brød (hvilket var klart et plus), men jeg syntes samtidig klart at der mangler nogle smagsoplevelser i brødet. Det smager alt for meget af rug, så næste gang vil jeg erstatte noget af rugmelet med hvedemel og sigtemel. Men ellers synes jeg opskriften er meget nem at gå til. Selv på surdejen, som blot skal røres samme og så passer sig selv ind til den skal bruges.

Du får en ny portion surdej ud af rugbrødet, den har jeg stillet i køleskabet til brug næste gang der skal bages rugbrød. Men denne surdej er mere grødagtig end den surdej jeg normalt har brugt, som har været meget tynd.

Surdejen:
120 g rugmel
1 1/2 dl kærnemælk
1/2 spsk. salt

Røres sammen og skålen tildækkes. Skal stå 2-3 døgn ved stuetemperatur. Jeg rører ikke i den under vejs.

Rugbrødet:
Surdej
1l lunken vand
600 g rugmel
500 g rugkerner
60 g hørfrø
1/2 spsk salt

Alle ingredienserne (undtaget salten) æltes sammen og dejen æltes i ca 5 minutter hvorefter salten tilsættes. Æltes nu igen i ca 5 minutter hvorefter dejen tildækkes og opbevares ved stuetemperatur i ca et døgn.

2 dl af dejen tages fra til surdej (til næste gang), som skal drysses ved 1/2 spsk groft salt og stilles på køl. Surdejen kan holde i ca en måneds tid.

Resten af dejen kommes i formen og bages ved 175 grader i ca 1 1/2 time hvorefter brødet tages ud af formen (da var temperaturen i brødet nået 98 grader). Stil brødet tilbage i ovnen i ca 10 minutter hvorefter du slukke for ovnen og lad brødet stå ved eftervarmen i ca 20 minutter.

Jeg pakker normalt det nybagte rugbrød ind i et viskestykke til næste dag, så er det til at skære i brødet uden problemer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Stort som småt - alle kommentar er velkommen :-)