søndag den 29. december 2013

Ide til nytårsdessert chokoladekage - lidt a la blødende chokoladekage med creme chantilly

Indrømmet jeg er vild med søde sager og herunder en lækker dessert. Så da jeg hos en af mine veninder blev præsenteret for denne lækre dessert, måtte jeg bare have opskriften fra hende. Jeg mener at opskriften oprindelig stammer fra Claus Meyer, men er ikke helt sikker.



Familien blev derfor udsat for for kagen som dessert da vi før-julehyggede, og der var ingen protester overhovedet. Desværre nåede jeg ikke at tage billeder af kagen inden den kom på bordet. Jeg serverede kagen med creme chantilly (let pisket fløde blandet med flormelis og vaniliepulver). Det er en dessert du klart kan sætte på bordet til nytårsaften, for både børn og voksne vil være vilde med dem. Måske kunne du så overveje at servere softice til i stedet for flødeskum.

Dessert til 6-10 personer
225 g mørk chokolade 
110 g smør
5 æggeblommer
8 æggehvider
110 g sukker
30 g hvedemel
smør og sukker til formen

Smelt smøret og hak chokoladen i grove stykker. Bland chokoladen i det smelt smør og rør i det til alt chokoladen er smeltet 

Pisk æggehviderne skummenede imens sukker tilsættes, så blandingen ender med at være godt stiv. 

Vend lidt af æggehviderne i chokoladeblandingen (som skal være skinnende), tilsætte efterhånden alle æggeblommerne og vend godt rundt i blandingen. Tilsæt de sidste æggehvider samt sigtet hvedemel og vend det i dejen.

Springformen smørres med smør og drysses med sukker. Jeg havde efterfølgende ingen problem med at kage hang i formen ved siderne, men til gengæld kunne jeg ikke få den af bunden. Så næste gang vælger jeg at komme bagepapir i bunden.

Bages i 20 minutter ved 180 grader varmluft. Kagens midte er stadig blød når du tager den ud af ovnen, men kagens ydre er ikke skinnende. Jeg serverede kagen efter den var kølet godt af.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Stort som småt - alle kommentar er velkommen :-)