fredag den 27. februar 2015

Hjemmelavet romkugler med havtorn og ingefær



Fordelen ved selv at lave romkugler er dels at du kan bestemme hvilken type marmelade du ønsker at anvende. Den klassiske opskrift er med hindbærmarmelade, men for at give disse et lille tvist (og fordi jeg ikke havde noget hindbærmarmelade) er disse lavet med en marmelade med havtorn og ingefær.


Det færdige resultat smagte ikke så meget rom som jeg kunne tænke mig, derfor har jeg i opskriften øget mængden fra 1 til 1 1/2 teskefuld. Men undlad det, hvis du ikke vil have at den smager for kraftigt af rom.

Det er klart en kage som vil blive gentaget en hel del gange, for den smager rigtig godt og er samtidig en god måde at få brugt en rest kedelig (tør) kage på. Hvis du ikke har en rest chokoladekage , men fx sandkage eller hvide mufffins bør disse også kunne anvendes. Du skal blot tilsætte 2 spsk kakao (eller ca 50 g smeltet chokolade) til dejen.

Ca 10 romkugler
200 g chokoladekage
50 g revet marcipan
2 spsk marmelade
1 1/2 tsk romessens
evt krymmel, kokosmel eller smeltet chokolade til pynt

Smulder kagen og ælt den godt samme med marcipan, marmelade og romessens. Efter et par minutter skal kagen gerne begynde at samle sig. Hvis ikke kan du tilsætte lidt mere marmelade (eller vand).

Form derefter dejen i den størrelse kugler/stænger du ønsker og tril den krymmel eller kokos. Du kan også lave luksus varianten og trille dem i smeltet chokolade.

Jeg overvejer næste gang at komme groft hakket i romkuglerne. Hvid chokolade ville kunne give et rigtig godt farvespil

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Stort som småt - alle kommentar er velkommen :-)