onsdag den 2. december 2015

Mette Blomsterberg vaniljekranse - et "must" af småkagerne til jul



Da jeg var barn var vaniljekransene ikke blandt mine favoritter. Men efter at jeg selv er begyndt at bage dem efter Mette Blomsterbergs opskrift er det virkelig en af mine favorit julesmåkager. Om det er indholdet/mængden af smør eller mandlerne der gør det ved jeg ikke, men disse her er lækre sprøde som jeg godt kan lide. Jeg har ikke haft problemer med at småkagerne flyder ud under bagningen, som jeg ellers kan læse mange har.





Opskriften nedenfor giver ca 50 vaniljekranse, så nogle år hvor jeg har lavet mange andre julesmåkager har jeg kun bagt en halv portion af vaniljekransene. Men i år bliver det også en hel portion, for de forsvinder meget hurtigt - og hvis de ikke gør, så har både jeg og kæresten kollegaer som gerne hjælper med at spise dem.

ca 50 stk
250 g hvedemel
200 g smør
180 g sukker
75 g mandler blended til mel
1/2 vaniljestang
1 æg

Flæk vaniljestangen og mas kornene med lidt sukker i. Kom det i en skål med resten af sukkeret samt smørret og rør det sammen. Tilsæt mel, mandel samt æg og rør dejen så den bliver samlet.

Hvis du har rigtig gode armkræfter kan du vælge at komme dejen i en stofsprøjtepose med stjernetyl og så direkte sprøjte vaniljekransene ud. Jeg har forsøgt, men kunne på ingen måde få det til at virke. Så hvis du ikke er indehaver af en køkkenmaskine som kan forme stænger til vaniljekranse, så rul dejen ud i lange stænger af ca en finger tykkelse. Så samle kransene så de har en diameter på ca 5 cm

Bages ved 200 grader i ca 10 minutter

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Stort som småt - alle kommentar er velkommen :-)