fredag den 26. august 2016

Millionaires shortbread

Disse klassiske engelske småkager har i lang tid stået på min ønske-bageliste. Så hvad er mere oplagt end bage en portion når man skal have gæster, som også godt kan lide lidt til den søde tand.




Der findes mange forskellige opskrifter på dem, og jeg lavde en som var en blanding af flere forskellige. Men dommen fra os alle var at nok var de rigtig gode, men mængden af karamel var for meget, småkagen blev hurtigt for sød. Jeg havde endda skåret det ud i ca 35 styk, mod opskriftens 16.

Så derfor har jeg nedenfor øget mængden af dej, så nok vil du føle at der er meget bund i forhold til karamellen, men ellers synes jeg at den bliver for sød.

Når du laver karamelmassen/toppingen så skal du stå og rører i gryden i da ca 10 minutter hele processen tager, for ellers er der risiko for at den brænder på.

ca 30-40 styk
Bund
115 g blødt smør
55 g sukker
175 g hvedemel
55 g mandel mel

Topping:
130 g smør
90 g sukker
2 spsk lys sirup
3 dl kondenseret mælk
1/4 tsk saltflager - havsalt
60 g smeltet mørk chokolade

Pisk smør og sukker sammen til det bliver lyst og cremen. Sigt derefter melet i og kom mandelmel i. Ælt det sammen til en smulderende dej. Presses i formen og prik det med en gaffel.

Bages ved 180 grader i en form på ca 20*20 i 15 minutter til bunden er gylden

Varm smør, sukker og kondenseret mælk op til alt sukkeret er smeltet. Kom da sirupen i og lad det simre i ca 6-8 minutter under omrøring til det bliver tyk som karamel. Tilsæt halvdelen af salten og rør rundt i massen inden den hældes over bunden. Drys resten af salten over.

Kom chokoladen i en sprøjtepose og sprøjt striber/mønster af chokoladen  over karamellen. Brug eventuel en kniv til at lave lidt mønster i chokoladen. Lad massen afkøle i to timer til den er fast. Skæres i 30-40 stykker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Stort som småt - alle kommentar er velkommen :-)