torsdag den 1. december 2016

Årets brunkager


Hvad er mere oplagt 1. december end et indlæg om brunkager. Jeg har taget udgangspunkt i den opskrift som jeg har brugt i rigtig mange år. Den skulle oprindelig være fra Mette Blomsterberg, men jeg har øget mængden af mandler og pistacienødder. For jeg kan rigtig godt lide at der er lidt flere af dem i.



Normalt bager jeg bare en halv portion, men jeg havde plan om at servere dem til min fødseldagsbrunch. Samtidig vidste jeg at min svigermor ville sætte pris på at få en portion hjemmebagte brunkager med hjem.

ca 100 brunkager:
500 g hvedemel
250 g smør
250 g farin
220 g hele mandler (de skal ikke smuttes)
125 g lys sirup
60 g usaltet pistacienødder
3 tsk stødt kanel
2 tsk potaske
2 tsk ingefær
1 spsk koldt vand
1 tsk stødt nelliker
1 tsk allehånde

Smelt smør, sirup og farin ved middel varme. Tag gryden af og bland kanel, nelliker, ingefær, allehånde og hvedemel i. Tilsæt mandler og pistacenødderne

Potaske og vand røres sammen for sig og tilføjes dejen. Dejen æltes på røremaskine ind til det er en ensartet masse.

Kom dejen i en firkantet bøtte som du har foret med bagepapir både i bund og på siderne. Bøtten skal ca være 18*18 eller 15*20. Pres dejen så den fylder hele bøtten og der ikke er huller nogle steder. Glat overfladen med en kniv og kom bagepapir på. Du kan nu lade bøtten stå i stuetemperatur i et døgns tid og så dele den i fire lange baner når brunkagerne skal skæres. Eller du kan efter et par timer dele dejen i to lange stykker og forsøge at rulle det til en pølse og så lad det stå et døgn. Jeg lod mine ruller stå i min flutes form som er lidt rund.

Jeg anvendte min pålægsmaskine som var super til at skære det i tynde skiver. Vores skiver var ca 4 mm tynde, men du kan godt lave dem lidt tyndere. Er de for tykke, synes jeg gerne at sprødheden forsvinder i småkagen.

Brunkagerne flyder næsten ikke ud, så du kan godt placere stykkerne rimelig tæt på bagepladen. Bages ved 180 grader i 8-10 minutter

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Stort som småt - alle kommentar er velkommen :-)