onsdag den 15. februar 2017

Koldhævet fastelavnsboller med remonce

Så snart julen og nytåret er overstået, begynder Føtex og Bilka at have tilbud på fastelavnsboller. Indrømmet så falder jeg i og køber nogle gange, for prisen er utrolig lav.


Men har du først prøvet at smage dem i hjemmelavet version, så fravælger du købeversionen. Samtidig tager de ikke så lang tid at lave - du kan endda lave en stor portion og komme nogle i fryserne og så tage dem op et par timer før og bage dem.



6 boller:
125 g hvedemel
50 g mælk
37 g smør
5 g gær
1 æggeblomme (eller et halv æg)
8 g sukker
lidt salt

Remonce:
40 g smør
40 g revet marcipan
40 g sukker
+ 1 tsk nougat eller nutella pr bolle

Smulder gæren ud i hvedemelet og tilsæt de andre ingredienser. Ælt dejen hurtigt sammen, men vær samtidig sikker på at du har fået æltet smørret godt ud, så der ikke er smørklumper i dejen.




Da dejen var æltet sammen, stillede jeg den på køl i natten over. Et par timer før bollerne skulle bages, tog jeg dejen ud og rullede den ud på bordet hvor jeg havde kommet lidt mel på.

Kom remonce på og formede bollerne og lod dem derefter hæve ved stuetemperatur et par timer
Så var det i ovnen ved 200 grader i ca 15 minutter og krydse fingere for at alt fyldet blev inden i bollerne. Som et forsøg valgte jeg at bage 2 af bollerne i muffinsforme, for at se om det ville hjælpe på at fyldet blev i bollen. Der var kun en bolle hvor remoncen løb lidt ud. Resten holdt pænt på fyldet.

Resultatet blev nogle rigtig lækre boller. Ingen af os er vild med meget glasur på gammeldags fastelavnsboller, så enten kommer jeg ikke noget på eller også kommes der lidt pålægschokolade på lige når bollerne er kommet ud af ovnen

1 kommentar:

Stort som småt - alle kommentar er velkommen :-)